Hundeangst

Hundeangst
Af Gitte Albæk Bielefeldt

Alle kender til at blive bange. Hvis der er fare på færde, er det godt at blive bange, bare det ikke går ud over ens evne til at handle. Frygt skyldes at man bliver bange for et ellerandet. Angst derimod kommer indefra. Følelsen af angst kan bare være lidt ængstelse og uro. Men den kan også være så voldsom, at man er helt i panik.

En god start betyder meget
Nogle hunde er meget ængstelige og andre er stort set ikke til at gøre bange. Hunde er forskellige på grund af oplevelser, racetræk eller nedarvede dispositioner. Man ved at angst er meget arveligt. Når man er på udkik efter en ny hvalp skal man undgå nervøse forældre. Er moderen eller faderen til hvalpene nervøse eller ængstelige af natur, så er der stor mulighed for at hvalpene også bliver ængstelige. I de 8 uger hvalpene er sammen med moderen, bliver de også i højgrad præget af hendes adfærd. Den hvalp der sidder og trykker sig i et hjørne af angst, den skal man holde sig fra. Køb aldrig en hvalp af medlidenhed. Der er stor risiko for at en ængstelig hvalp, vil være sådan resten af livet. Det bedste udgangspunkt er at købe en hvalp af mentalt sunde forældre. Opdrætteren spiller dog også en meget stor rolle. Man ved i dag, at det hvalpe oplever de første 8 uger af deres liv er af afgørende betydning. De gode opdrættere sørger for at hvalpene har trygge omgivelser med masser af forskelligt legetøj og udfordringer, de sørger for at hvalpene oplever forskellige mennesker m.m.

Socialisering giver tryghed resten af livet
Når man har fået sin lille hvalp med hjem, kan man selv gøre en del for at forebygge fremtidig angst.
Hvalpens 8 – 12 uge kalder man socialiseringsfasen. Generelt kan man sige, at det hvalpen oplever i denne periode vil den opfatte som en selvfølge. Det gælder både positive og negative oplevelser. I den periode dannes hvalpens verdensbillede. Man skal sørge for at hvalpen kommer til at opleve alt muligt forskelligt under trygge forhold. Man skal ikke presse hvalpen ud situationer, den ikke kan håndtere og man skal sørge for at de hunde, den får lov at møde, er rare hunde. Negative oplevelser i socialiseringsperioden sætter varige spor. Hunde som har fået masser af positive oplevelser på gåture, mødt masser af venlige fremmede mennesker og hunde, oplevet mange forskellige miljøer m.m. kan bedre håndtere ubehagelige oplevelser og kommer sig hurtigt igen. Hunde som har en historie med få eller ubehagelige oplevelser bliver nemmere traumatiserede efter en ubehagelig oplevelse. Hvis en voksen, velsocialiseret hund bliver overfaldet af en anden hund, sætter det ikke så voldsomme spor som hvis det samme sker for en lille hvalp. Den voksne hund har mødt mange flinke hunde og ved derfor, at de fleste hunde er rare. Hvis hvalpen får en negativ oplevelse med en eller flere hunde, kan den opfatte det som om alle hunde er farlige. Man kan sagtens socialiseringstræne voksne usikre eller angste hunde, det tager bare længere tid.

Relation mellem hund og menneske
Hundens relation til hundeejeren har også stor betydning for hundens evne til at håndtere frygt og angst. Hvis relationen er god og hunden opfatter sit menneske som trygt og godt, er den bedre rustet til at klare usikre situationer. Hvis relationen er dårlig og hunden opfatter mennesket som ustabilt eller usikkert, vil det påvirke hunden negativt.
Din måde at håndtere ”farlige” situationer på, smitter af på hunden. Lad være med at blive
Irriteret eller ynke og trøste en bange hund. Gå ikke i panik, men vær så rolig som muligt.Det er nytteløst at presse hunden. Hunde forstår ikke pres. Skæld ALDRIG en bange hund ud. Din vrede forstærker hundens angst! Det er ok at tale beroligende til hunden eller stryge den beroligende.

Angst kan trænes væk
Det er besværligt og frustrerende at have en angst hund. Man kan jo ikke bare forklare hunden, at verden ikke er så farlig, som den tror. Man føler sig tit hjælpeløs og afmægtig. Men det kan lade sig gøre at træne hunden til at blive mere tryg. En hund som er genetisk disponeret for angst eller er dårligt socialiseret vil være vanskeligere at træne, end en hund, der kun reagerer i helt bestemte situationer.

Angst forsvinder som regel ikke af sig selv og hvis man ikke gør noget, kan det blive værre og værre. Først og fremmest skal du finde ud af hvilke ting eller hvilke situationer, der udløser angst. De fleste tilfælde af angst kan trænes væk ved at bruge modbetingning.

Modbetingning
Man præsenterer hunden for små bitte doser af det den er bange for, samtidig med at man præsenterer noget positivt. Man skaber på denne måde gradvist en positiv association til det hunden er bange for. Vi forestiller os, at din hund er bange for andre hunde. Du skal bruge super godbidder
noget din hund virkelig er vild med! Du kan bruge klikker eller bruge et positivt ord fx. Yes, Jubii, eller andet. Lav en aftale med en konsulent eller træner og en eller flere hundeførere på din træningsplads.

•Begynd med at udsætte hunden for en lillebitte smule af det den er bange for.

•Hvis det er andre hunde der udløser angsten, så skal den anden hund og hundefører måske være 50 meter væk og forholde sig roligt.

•Hvis din hund viser det mindste tegn på angst på 50 meters afstand, så skal afstanden øges yderligere.

•Når din hund kigger på den anden hund uden angstreaktion: sig YES og beløn.

•Gentag så mange gange det er nødvendigt.

•Nu rykker den anden hund lidt nærmere.

•Når din hund kigger på den anden hund uden angstreaktion: sig YES og beløn.

•Gentag så mange gange det er nødvendigt

O.s.v. Hvis din hund udviser angst, når den kigger på den anden hund, så er den anden for tæt på. Du er nødt til at gå langsomt frem, så din hund aldrig bliver bange under modbetingningstræningen.
Hvis du går for hurtig frem, lykkes det ikke. Processen kan for nogle hunde tage dage, uger eller måske måneder. Metoden kan også bruges til træning af aggressive hunde. Aggression bunder som regel i angst eller usikkerhed. Modbetingning kan benyttes i alle mulige andre situationer f.eks. til at træne lydfølsomme hunde med lyd CD’er med fyrværkeri, torden m.m. Her starter man selvfølgelig med ganske svag lydstyrke og masser af supergodbidder. Nogle gange kan hunde være så angste, at man ikke kan få kontakt med hunden og må tage medikamenter i brug for overhovedet at kunne træne. Man kan få forskellige beroligende midler til hunde i håndkøb eller på recept. Her bør man rådføre sig med sin dyrlæge.

DcH har ca. 80 veluddannede og erfarne hundekonsulenter, der gerne vil hjælpe dig medalle mulige adfærdsproblemer. Konsulenterne arbejder gratis og skal kun have deres kørselsudgifter betalt. Du kan finde en oversigt over konsulenterne påwww.dch-danmark.dk

Hvordan ser man om hunden er angst?
Her er nogle forskellige tegn:
Ørerne er lagt tilbage, halen er mellem benene, hovedet er nede,
Pupillerne er store, hunden kan savle, ryste, undgå kontakt, stivne helt, tisse af skræk, lægge sig på ryggen, forsøge at flygte m.m.
Nogle hunde knurrer eller gøer af det de er bange for .Reaktionen afhænger af hvor angst hunden er.